Dem, der intet har!

Jeg vil ikke dø mor!!!

tale-med-boern-om-doeden

Dødsangst som 8 årig???! Åh, det gør sgu lidt ondt. Vores datter på 8 år taler meget om, at hun er bange for at dø.

Næsten hver aften – når jeg lægger hende til at sove – skal jeg ligge hos hende til hun sover. Hun taler ofte om døden og om at hun ikke vil dø! Jeg prøver at berolige hende og sige, at det skal hun heller ikke før hun bliver RIGTIG gammel, og vi skal desværre allesammen dø. Jeg har lyst til at sige, at vi aldrig skal den vej, men det kan jeg jo ikke…

Jeg må da indrømme, at jeg til tider selv kan have det ligesom hende… Jeg vil heller ikke herfra! Men det viser jeg naturligvis ikke over for hende.

Jeg mistede min far i oktober 2014. Han havde et grimt forløb i 4 måneder på Riget, og hun var med inde og se ham et par gange. Sidste gang var 14 dage, før han gik bort. Han lignede på ingen måde sig selv som den morfar pigerne kendte. Han var blevet MEGET tynd, gul (han havde sygdom i leveren), og var jo slet ikke morfar ❤️ Celina stod nærmest lidt i chok, da hun så ham, mens Maya forsøgte at være den omsorgsfulde og holdt ham i hånden og smilte til ham.

Maya taler ofte om morfar – at hun savner ham og at hun ville ønske, at han ikke var død.. Angsten er faktisk først kommet, efter vi mistede ham. Så kom døden lidt for tæt på.!

Taler I om døden med jeres børn? Hvis ja – hvordan gør I det? Modtager gerne råd til hvordan jeg kan berolige hende. ❤️

6 kommentarer

  • Catrine

    Jeg er kun 20 år gammel, så jeg husker tydeligt, da jeg var omkring de 7-10 år gammel, og døden fyldte lidt for meget i mit hoved. Jeg havde dog aldrig oplevet at miste, men forskellige ting i fjernsynet og folk der snakkede, og ikke troede man forstod, fordi de ikke tænkte over at lige netop i den alder begynder man at forstå lidt for meget. Det påvirkede mig meget og jeg var meget bange for at dø, og at krigen ude i verden ville komme til os osv. min mor valgte at tage det op med min klasselærer til et forældremøde, da der måtte være flere børn i samme båd og så havde vi en lektion i skolen, hvor emnet blev diskuteret, og folk fik åbnet op, og pludselig fik døden en helt anden mening… Ikke at tanken ikke har strejfet mig før, men tanken blev meget lettere, da det blev italesat😌☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annemarie

    Det er helt normalt at børn har perioder med bekymring og uro omkring fx døden og det kan være rigtig skræmmende at blive bevidst om at livet ikke er evigt. Det kan forstærkes af at miste en pårørende tæt på og nogle gange skal der måske lidt professionel hjælp til hvis det udvikler sig til “rigtig angst”, hvis man kan sige det. Det aller vigtigste tror jeg er er at anerkende et barns følelser så de føler sig forstået, anerkende at det kan være en skræmmende tanke at vi ikke er her evigt og at det kan være rigtig svært at forstå. Det er vigtigt at tale åbent om døden og lade barnet stille sine spørgsmål – ikke at gøre det, kan give næring til angsten. Spørg ind til hvad hun tror der sker når man dør og hvad der er bagefter når hun har brug for at tale om det og lad hendes svar være udgangspunkt for det I taler om og hjælp med alternative tanker til bekymringerne. Vi brugte det en del da min veninde og hendes familie mistede deres søn og lillebror kun 4 uger gammel og talte meget om hvorfor børn nogle gange dør – at hvis der er en mening med det så forstår vi den ikke og det er ok at vi ikke forstår det og at det heller ikke er så tit at børn dør selv om intet er helt sikker – og her må man gerne male verden lidt lyserød overfor et barn. Der findes en del bøger om døden for børn – bla en der hedder Mit lykkelige liv som berører døden og som handler om at samle på gode og lykkelige oplevelser. Der er også Sådan blev farfar et spøgelse af Kim Fupz Aakeson. Jeg ved ikke om den er til lidt mindre børn men han plejer at skrive nogle skønne historier og min datter har lånt den nogle gange. Og så har jeg også læst om en der hedder Mindelegen samt Hvor går man hen når man går bort. Det blev et meget langt svar, som jeg håber du kan bruge lidt af.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hej Camilla
    Puha.. den snak er så hjerteskærende. Min mindste dreng på 7 har haft dødsangst længe og det kommer og går i perioder. Han er mest af alt bange for, at han ikke skal se os igen (familien) og vi har derfor haft lange snakke, hvor jeg har fortalt ham, at jeg tror på vi kommer op til stjernerne, når vi ikke er på jorden mere.. og sagt at vi nok skal finde hinanden den dag vi er sammen igen der oppe.. nogen vil sige det er en værre løgn, men hjemme hos os virker det. Vi vinker derfor også til himlen når der er stjerneklart… for der sidder vores gamle hund og olderne <3 Vi prøver på bedste vis at gøre det til en rar og hyggelig snak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    de fleste børn får dødsangst på et tidspunkt. jeg ville finde en børnepsykolog, bare for at være sikre på at gribe det rigtigt an og ikke få sat mere igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirsa

    Årh det er svært når de bliver opmærksomme på, at livet ikke er uendeligt… begge mine piger, 6 og 9 år, har haft perioder med dødsangst, og som hos dig omkring sovetid. Vi mistede også en farfar i 2014, og et par år efter kom deres reaktion på liv og død, ikke på samme tid. Til min 6 årige har vi talt om, at vi skal leve 1000 år endnu, fokuseret på livet og hvor mange ting vi skal i livet før vi når der til! Til min 9 årige som er mere skeptisk, har jeg snakket med hende om hvad der kan være på den anden side, hvad hun ønsker sig af det- og at ingen skal herfra mens de er unge, og at jeg altid er hos hende uanset hvad der må ske. Jeg prøvet at få hende til at tænke i stedet for at fokusere på at trøste. Jeg håber at det giver lidt mening, jeg tror at os pigemødre skal ‘face’ den her på et eller andet tidspunkt i livet:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Sofie

    Kan du mon på en blid måde puffe hende over i mere glade tanker ved at tale om, hvad I skal nå? Fx “jeg vil heller ikke dø, for der er så mange ting, jeg skal nå. Til sommer skal jeg på ferie i Sverige med dig, og så skal vi …” På den måde kan man få livsglæden til også at fylde noget.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dem, der intet har!