NYE eventyr!!!

img_6447

 

Nå, så kan jeg ENDELIG fortælle jer om det nye eventyr, som vi er ved at planlægge her i Singapore!

Vores eventyr i Singapore ser ud til at slutte…! til juli 2017!

Vi er hoppet ud i et nyt eventyr.. Michael har sagt sit arbejde op, og fået et nyt, hvor han bliver CFO.

En stor beslutning, vi har truffet sammen. Da Michael fortalte om det første gang, så gik jeg lidt i panik! Jeg ville IKKE flytte fra Singapore allerede! Vi har kun været her i knap 1 1/2 år! Havde det ikke været fordi, at Celina savner sine danske veninder rigtig meget, så tvivler jeg på, at vi nogensinde ville kunne forlade Singapore. Vi NYDER livet som expats! Jeg fortryder på ingen måde, at vi er hoppet ud i eventyret, og jeg vil anbefale det til alle, der er bange for at tage springet. – GØR DET! Jeg synes, at jeg lærer noget nyt hver dag, ikke mindst om mig selv.

Men planen er, at vores nye eventyr flytter til Schweiz sommeren 2017. Ja, vi starter simpelthen på ny – en ny start i et nyt land! Jeg frygter det lidt, men på den anden side har jeg jo også været så glad for at bo i Singapore, som jeg hellere ikke have forventet ville være SÅ godt, som det nu er!. Der er mange fordele ved at flytte til Europa i og med, at vi også kommer tættere på familie og venner. Vi kan nemmere deltage i de store begivenheder i vores familie og venners liv, det er noget vi har været kede af at miste.

Derudover skal vi nu flytte fra vores store hus her i Singapore, til et andet sted i Singapore. Vi er i gang med at finde en lejlighed, hvor vi kan bo i det næste halve år. Pigerne vil gerne have en fælles pool, og da Michael kommer til at rejse rigtig meget er det også godt at bo et sted, hvor børnene kan have en stor vennekreds, og jeg også nemmere kan have sociale relationer. Vi har givet et bud på en lejlighed samme sted som Rikke (The insider) bor. Det vil jo uden tvivl være en god løsning for mig at have nogle, som jeg kender godt lige ved min side. Lily (vores hjælper) beholder vi naturligvis stadig, Hende kan vi på ingen måde undvære nu, hvor jeg skal være så meget alene. MEN hernede er det ikke bare sådan at få lov at leje en lejlighed til 40.000kr. + forbrug om måneden.. (Hvilket IKKE er dyrt hernede..) Problemet er, at vi kun vil hæfte os for 6 mdr., og det er der ikke så mange ejere, der er interesseret i. Vi afventer svar i spænding.. Vil det ikke lykkes med lige den her lejlighed, ja må vi ud og kigge efter et andet hyggeligt sted hernede.

Normalt er jeg typen, der har brug for at have præcist styr på, hvad jeg skal, men det hele er meget usikkert lige nu. Men hey – det går jo nok! Det gik da vi rev alt op i DK og flyttede hele vejen herned…

Pigerne har ikke reageret så meget på det indtil videre. De er glade for at skulle flytte og være i en lejlighed, der har fællesområde og stor pool (det med privat pool er ikke så spændende mere…). Da vi fortalte, at vi skulle flytte til et nyt land til sommer tog de det overraskende roligt! Maya (vores yngste på 7 år) virker som om vi kunne placere hende,hvor som helst i verden – hun følger bare med. Jeg frygter dog den dag, hvor hun skal forlade sin veninde (Bella). De stod sammen helt alene på den fremmede skole fra 1. dag i Singapore! Det skabte nogle helt specielle bånd imellem dem. Ingen af dem kunne et ord engelsk og var begge nye i denne KÆMPE forandring, det har klart været en fordel at de to fandt hinanden.❤️ (Billedet er fra 1. besøg på skolen.)

Celina reagerede lidt mere da vi fortalte det. Om aftenen da vi skulle sove, så kom alle tankerne. Hun savner sine danske venner og veninder, så hun ville bare tilbage til DK! Vi talte om, at Schweiz er rigtig tæt på både Danmark og Frankrig (som hun ELSKER). Det vil give os mulighed for at tage på en forlænget weekend til Danmark og besøge venner samt familie..  Et par dage efter sagde hun dog “Jeg er ligeglad, hvor i verden vi er, bare vi er sammen.” Men jeg er sikker på, at det ikke bliver nemt at forlade alt det vi nu har skabt her. Desværre en af de ulemper ved at være expat-familie! ❤️❤️❤️❤️

Flere spørger hvornår vi kommer hjem til DK igen!
Det vil tiden vise….

Camilla ❤️

Gravid? – Navnesnak…

Drengenavn Otto

Jeg elsker at skrive, så udover “Vores eventyr i Singapore” hygger jeg mig med en anden side også, nemlig Navnesnak.dk.
– En side med alt om navne, dåb og babyer… og mere til.

I 2006 ventede jeg vores første datter, Celina. Jeg var en af de der gravide, der søgte på nettet om alt der havde med graviditeter at gøre. Jeg synes ikke, at jeg kunne finde god information eller forslag til navne. Det skulle der gøres noget ved, så I starten af 2007 startede jeg Navnesnak.dk.

baby navne navnesnak

I 2014 fik jeg en partner (Catrine), så jeg havde én at dele mine idéer med. Michael er ikke til den store hjælp når jeg sidder og kaster idéer ud om navne, og hvad der høre til (sagt med den største kærlighed!).

Vi har nu for et par måneder siden flyttet vores side, og den er for alvor oppe at køre igen. ! Wiiii!

Så er du gravid, eller  kender du en, der er gravid så kig ind på Navnesnak.dk. Det er så hyggeligt og her kan man finde ALT om navne: Navne-hitlister, Unikke navne, Navnebetydning og meget andet.

Lige nu har vi også en konkurrence kørende, hvor man kan vinde et super fint personligt bordflag!
Sidste chance for at deltage er på søndag den 28. august 2016.
Du deltager her!

Dåbsgave-flag--680x541

Spred gerne ordet til alle, der ligesom os kunne have interesse i Navnesnak.dk ❤️❤️❤️

Camilla  ❤️

Hjemve!!!

expat singapore

Jeg har for første gang i de snart 7 måneder vi har boet hernede haft lidt hjemve de sidste par dage… Ikke hjemve på den måde, at jeg vil rejse hjem, men bare lidt savn til DK alligevel.

Jeg har lige haft besøg af min veninde fra DK i en lille uge, og det kom faktisk efter hun rejste. Jeg kom til at savne alt det, der er dejligt ved DK: venner, familie, naboer og især vores pigers venner!

Celina (vores store på 9 år) har skrevet lidt sammen med sine venner og veninder fra klassen på whatsapp. Men det er oftest kun, når jeg siger, at nu SKAL hun altså svare. Hun siger hun savner dem, men ikke vil skrive med dem – hun vil være sammen med dem! Det er jo desværre lidt svært.

Tror det der fylder i mig er om mine piger nu er helt okay…! Har mine børn det ikke godt har jeg det jo 100 gange være! De brokker sig ikke selv, og de siger hellere ikke noget om at de ville hjem, men Celina havde en større og tættere vennekreds i DK. – Det går mig på, at hun ikke har det samme her! I weekenden fik hun lov at invitere nogle piger over til et lille pool-party i håb om, at det kunne knytte hende tættere til hendes bedste venner her. En dag Celina virkelig så frem til! ❤️ 

Jeg talte med en, der har boet hernede i 11 år. Hun nævnte, at hun også havde op og nedture, så jeg skulle være helt rolig. Jeg har hørt fra flere, at der kan komme en nedtur efter 6 måneder væk hjemmefra – Det passer jo så meget godt med mig! Men det er også lidt en “både og” følelse – da vi var i DK i julen, der glædede jeg mig til at komme tilbage til Singapore.

Indtil nu har jeg ellers INTET hjemve haft.. Måske er det hele bare først ved at sætte sig rigtigt nu. Vi bor laaaangt væk fra alt, hvad vi har kært i DK. Det er ikke bare en lang ferie, selvom det til tider godt kan føles sådan ❤️ 

Camilla❤️ 

Min veninde er rejst hjem… – Snøft!

Gæstebog Singapore

Så har jeg netop sagt farvel til min søde veninde Julie, som nu er begyndt sin lange rejse hjem imod DK
– hjem til hendes kæreste og søde børn. ❤️

I torsdags kom min veninde hele vejen fra DK for at besøge mig i en lille uge.
Hun har fulgt min hverdag på afstand, men det er nu noget andet at vise Singapore frem i virkeligheden. Det er rigtig dejligt at vise vores hverdag frem til vores familie og venner, der kommer på besøg.

Så jeg har i den forgangne uge slæbt hende rundt, for at se seværdigheder og alle de ting, som man ikke kan opleve derhjemme. Vi har spist en masse god mad, været på stranden, fået dejlige drinks, haft en overnatning ude på Sentosa (hotellet var IKKE et hit, det skriver jeg om senere!) og ellers bare slappet af sammen.

Jeg har mødt mange søde mennesker hernede på de 6 måneder, vi har boet her.
Alligevel er det noget særligt at være sammen med en hjemmefra, en som kender mig – en at hygge med selvom der til tider ikke bliver udvekslet et ord.

Vi har en gæstebog som vi for nogle år siden fik af Julie og Henrik. Den har meget passende fået en plads inde på vores gæsteværelse hernede. Julie skulle naturligvis selv skrive en lille hilsen. ❤️ 

God tur til søde Julie mod DK, nu vil vi hoppe i seng. Klokken her i SG er knap 23.00.

Godnat – Tak fordi du læser med!

Camilla❤️ 

Mor er stolt!

Vandrepokal Singapore Skole

Jeg er så stolt af mine piger for tiden..
Eller det er jeg jo altid bare lige lidt ekstra de her dage!

Sidste uge kom Maya hjem med en vandrepokal, som hedder “Star of the week”.
Hun var mega stolt! Ja det blev vi da også!

I dag stod den på “3-way conference” på pigernes skole, hvor vi skulle op og mødes med deres klasselærer og dansklærer. De fik begge ros og det var så dejligt. Det er et noget følsomt område for moderen for tænk på alle de udfordringer vi har sat dem i hver dag – lære at tale et fremmed sprog og lære at modtage svær undervisning på et fremmed sprog.

3-way conference foregik i klasseværelset, hvor der var 4 borde og børn og forældre skulle bruge 15 min. ved hvert bord. Ved hvert bord gik vi igennem de forskellige fag, hvor det var Celinas opgave at vise hvad hun havde lært.

Ved et af bordene viste Celina en mappe med alle de ting hun havde lært i 1. semester. Der var sket en helt utrolig udvikling fra August til i dag. Så dejligt at se! Til sidst brugte vi tid ved klasselærer Mr. Turners bord, som evaluerede udviklingen og spurgte ind til Celina samt til hendes mål for næste semester. Må sige, at jeg er fan af det koncept!

Vi skulle naturligvis det samme igennem for Maya. Hun fik en masse ros – dejligt! De synes begge det var sjovt at skulle vise det hele frem til mig!

Til sidst mødtes vi med pigernes dansklærer. Her kom der også ros! For Mayas vedkommende så meget ros, at moderen her var ved at græde (der skal ikke så meget til, når det kommer til ens piger). Maya var åbenbart over niveau for 1. klasse i dansk! SÅDAN! og mig der var så “bange” for, at det ville gå helt galt, når hun kom direkte fra børnehave til 1. klasse. (De har 7  timers dansk om ugen, og skal følge samme standart som undervisningen for klassetrinnet i DK.)

Mor er stolt – tvivler sgu på, om jeg selv havde kunne klare det her i deres alder! ❤️ ❤️

Camilla❤️ (- Den stolte mor, det må man vel godt være!?) 

 

 

 

Older posts