Vi bliver i Singapore – Hvad blev der af Schweiz?

singapore-dansker-expat

… en lille opdatering. Ja, jeg var måske for hurtig med at melde ud om vores flytning til Schweiz. Det VAR planen, men alting bliver ikke altid, som man lige planlægger det.

Planen var, at vi grundet min mands nye job skulle flytte til Zürich til sommer. Det bliver det ikke til.. Måske på et andet tidspunkt, og måske ikke!? Så vi bliver pt. i Singapore (Hvilket vi ELSKER). Stod det til mig, ja så blev vi her de næste mange år..! (Vi trives alle 4 godt hernede!).

Vi tager en dag af gangen og ser hvad der sker. Utroligt nok, at jeg kan det..  man bliver nok bare lidt mere “loose about it” som expat-familie. Tidligere havde jeg altid brug for at vide præcist, hvad jeg skulle og hvornår. Men vi har jo set, hvor godt vi er faldet til her, så hvorfor skulle det ikke blive lige så godt et andet sted i verden. (Der er ingen garantier, men jeg synes jeg er blevet meget mere åben for at hoppe ud i et nyt eventyr!)

Vi må se hvad tiden bringer, sådan er expat livet ♥

Camilla ♥

NYDER varmen året rundt..

sentosa-expat-singapore

Ja – jeg er en af de typer, der godt kunne have tendens til at blive lidt vinterdeprimeret, da vi boede i DK.  Vejret og varmen er helt klart en af fordelen ved at bo hernede for mig! Hold op, hvor jeg nyder det. Det giver mig meget mere energi! Jeg bliver fyldt op med d-vitaminer uden faktisk at gøre noget 😉

I dag startede pigerne og jeg morgenen med at komme i tøjet, drikke en lækker smoothie, og ellers komme ud af døren kl 9.45. Vi hoppede i en taxa og kørte en tur på stranden – på Sentosa.

Vi har et “fast” sted, hvor vi holder til derude. Det hedder “Mambo-Club”, hvor der er pool, solsenge, sofaer og en bar i poolen. Derudover er der DJ i weekenderne, som skaber en god stemning. Pigerne ELSKER at komme der. Jeg burde udnytte noget mere, at vi kan tage på stranden hver dag – også uden børn.

dansker-i-singapore

dansk-familie-i-singapore

Vi fik en god frokost, lidt is og koldt at drikke.. Pigerne legede skiftevis i sandet, poolen og ved vandet… GUD hvor jeg nyder dette expat liv..!

5 timer efter var vi hjemme igen – lidt røde, sandet til og godt trætte (eller nok mest mig, der var træt).

Michael er lige startet på sit nye job, så han har ikke været hjemme hele weekenden – så det har bare været os 3 piger alene hjemme.

Nyd resten af jeres søndag, her er kl. snart 23.00 så jeg vil smutte i seng. Det er skoledag for pigerne i morgen, så vi skal tidligt op.  ♥

Camilla ♥

Vi er glade for vores beslutning!

org2

At flytte fra vores store hus på Sixth Avenue var en rigtig god beslutning for os.!

Da vi flyttede til Singapore gik vi efter noget, der mindede, om det vi havde hjemme i DK. Et hus, lidt uden for byen og forholdsvis tæt på skolen. Det fik vi.. næsten! Vi fandt et hus på 5 etager, med elevator og pool på taget. Minder nu ikke helt om vores hus i Smørum men så alligevel.

Michael var alene hernede og kigge på måske 25-30 forskellige huse og lejligheder. (Pigerne og jeg kom først herned, da vi flyttede herned i juli 2015.) Til sidst stod valget mellem huset på Sixth Avenue (som ligger 10 min i bus fra det centrale Singapore) og en stor lejlighed MIDT inde i byen. Den lå på 28. etage, med STOR terrasse (det var simpelthen for højt for mig)

Vi flyttede ind i vores hus, og vi har NYDT det.. Det var helt sikkert den perfekte start for os! Vi fik en super god amerikansk nabo med 2 små børn, som fra 1. dag stod parat til at lege med pigerne, som på daværende tidspunkt INTET engelsk kunne. På det tidspunkt stod den på fagter og tegn-sprog, naboens forældre måtte til tider ty til  “Google translate”, hvis der var noget pigerne slet ikke forstod. Jeg tror helt klart, at de naboer var med til at give vores piger en god start på vores nye liv.

Men nu havde vi mulighed for at prøve noget nyt, fordi Michael har fået nyt job, og derved kom ud af lejekontrakten på huset. Vi var enige om at det næste vi skulle have var en lejlighed i lækre omgivelser – det blev så Orange Grove Road. Vi har nu boet her i 14 dage i morgen, og vi er SÅ glade for vores beslutning! Vi kan gå ind til Orchard Road på 8 min. (Singapores kæmpe version af “strøget”.) Her er luft! Vi har en smuk udsigt. Her er lyst, liv og bare super god energi! Vi er alle 4 meget tilfredse med vores beslutning om at prøve noget nyt.

ogr1

org4

org5

Vi kender i forvejen 2 danske familier, som bor i samme condo og som vi ses privat med. Jeg frygtede, at vi ville komme lidt for tæt på hinanden, men sådan er det på ingen måde. Vi kører hver vores liv og har det hyggeligt sammen.

Vi nyder vores nye tilværelse i lejlighed på 5. sal. Mange spørger om vi ikke skulle flytte. Det er stadig planen, at vi skal til Schweiz til sommer, men intet er 100% sikkert. Jeg har sat mig i hovedet, at vi tager 1 dag ad gangen og ser, hvad der sker.

Et ægte expat-liv… et liv jeg er blevet RET vild med. Hvem havde troet det?
Mig som IKKE ville forlade DK. ♥

Camilla ♥

 

Jul i Danmark…

dansker-i-singapore-expat

Nu har der igen været lidt stille her på bloggen. Jeg har nærmest været syg on and off, siden sygdommen startede tilbage i oktober. #pis! Flere af jer har spurgt til mig (TAK ♥) Jeg er desværre stadig ikke helt rask, men der bliver holdt godt styr på mig dernede i Singapore. Jeg går til tjek i tide og utide! (Slås med problemer i min skjoldbruskkirtel, og andre forskellige sygdomme – jeg HIVER til mig i øjeblikket!). Gode tips til bedre helbred modtages med kyshånd!

Nå, men den 10. december ankom vi til Danmark – det var en mørk og kold morgen… Vi har siden hygget med flere af vores venner og familie. Fejret jul, og hvad der ellers hører til med et besøg “hjemme”, når man bor i det store udland. Desværre kan vi ikke se alle vores venner hver gang vi er på besøg i Danmark, men vi prøver at nå hele vejen rundt…

Jeg var den 23. december ude og besøge min kære daddy på kirkegården  ♥ (Han gik desværre bort i oktober 2014). Vores yngste datter Maya var med derude, og hun fik en god snak med morfar.. Hun stod pænt og fortalte ham, at nu var hendes voksen fortænder kommet ud og hvor høj hun var blevet – derefter fik gravstenen et kys ♥ Det er virkelig underligt ikke at have sin far længere… Men som jeg ofte siger til mig selv – han fik mødt mine piger og fik fulgt mig op af kirke-gulvet, da vi blev gift. Det varmer i mit ellers til tider ret kolde hjerte, at han (vi) fik det med, inden han rejste herfra. Husk at nyd dem, som I har kær…!

savner-dig-far

Nu ser vi frem til at holde en dejlig nytårsaften sammen med nogle af vores søde venner og deres børn. Derefter nydes de sidste par dage, inden vi rejser tilbage til Singapore! Jeg GLÆDER mig til at komme ned til varmen igen – jeg trives bare bedre i varmen! Lige siden juleaften har jeg haft den ondeste forkølelse! 100 gange værre end en virkelig slem mande-influenza. Håber på den snart er ovre!

Når vi kommer tilbage, har vi 5 dage til at komme os over jetlag inden vi skal flytte over i vores nye lejlighed. Jeg ser frem til vi kommer på plads derovre og ellers bare nyde vores nye tilværelse på vores nye adresse. En af de ting jeg også ser frem til er, at vi får en stor fælles pool, hvor jeg kan få svømmet et par baner (helst hver dag – MEN lad os nu se hvor meget det bliver til). Jeg håber også på, at komme en tur på løbebåndet i ny og næ i ejendommens lille træningsrum. (I kan se vores nye lejlighed her!)

Jeg håber I alle har nydt julen sammen med alle dem, som I har kær ♥

GLÆDELIG JUL! (Det kan jeg vel godt stadig sige her 4. juledag)

Camilla ♥

Julefrokost i Singapore

skaermbillede-2016-11-20-kl-20-22-32

Jeg er ikke sur på billedet, jeg var faktisk ret glad!.. Jeg prøver bare at koncentrere mig om et tage et billede i fuld figur, det ikke altid helt nemt.!

I går var det den helt store julefrokost for et hold søde venner.

Vi mødtes hos os, og alle havde lidt julemad med.. Mums, det var godt med en masse gode danske retter! Julemusikken kørte for fulde drøn, pakkeleg og en super musik-quiz. Alt i alt en super aften!

Midt under festen blev jeg sgu lidt følelsesladet… “Tænk, at vi frivilligt forlader alle disse skønne mennesker”! ØV!!! Ja, og hvor er vi næste jul? På det tidspunkt har vi højst sandsynligt boet i  Schweiz i 5-6 mdr. så det er måske begrænset hvor mange vi har mødt der! Jeg håber på det bliver lige så nemt at møde søde mennesker i Schweiz som det har været i Singapore.❤️

Kender I den mannequin challenge, som er så populær i øjeblikket? Man står stille og leger “mannequin”? Den måtte vi altså også prøve af i går efter lidt snaps!! Ja, man har jo kun den skæg og ballade man selv laver… (Det var dog svært at få alle til at holde masken).

I får den her..

 

Nå, men det var årets første julefrokost… jeg arbejder jo ikke, så der er ikke meget firma-julefrokost til mig. Vi skal til en anden julefrokost igen om 2 uger, som vi også ser frem til!

Derudover er jeg i gang med stort indkøb af julegaver til familien derhjemme.. Køber online og bestiller det hjem til min svigerforældre og mor, så vi ikke skal bruge alt vores tid i DK på julegaveindkøb! Vi tæller ned til, at flyveren går mod DK om 19 dage! ❤️

Inden afgang til DK, får vi besøg af to af Michaels kammerater, hvilket vi også ser meget frem til.

Nå men her er det aften, pigerne er lagt i seng – Så nu skal der gøres klar til mandag morgen.

Rigtig dejlig søndag!

Camilla ❤️