Dem, der intet har!

velgoerenhed-asien-singapore

Noget som vi har givet væk, er blevet godt modtaget! Det er da en dejlig følelse!

På pigernes skole har de hvert år haft indsamling af skoletasker til fattige børn i asien – et projekt de kalder “Kits for kids”.

Man kan (hvis man vil) give en skoletaske med alt indhold – faktisk får man en liste med, hvad der kan være i skoletasken af skoleting og tandbørste/tandpasta. Derudover skal man vedlægge en lille gave, samt skrive et brev til den person som modtager skoletasken. Normalt ved man naturligvis ikke, hvem der får netop den skoletaske vi donerer, men der kom sørme et par billeder op på skolens facebook side den anden dag. Taskerne var kommet godt frem og vel modtaget af glade børn. På billedet ovenfor står pigen til venstre med en af de tasker, som vi har doneret! Hun ser godt tilfreds ud! – Det går da lige i hjertet!

Efter vi er flyttet til asien synes jeg, at det er blevet mere naturligt for mig at hjælpe andre. Måske er det også fordi, man er lidt tættere på nogle som kan bruge hjælp, og man ser, at det virkelig ender der, hvor det skal!  Der er også mange kontraster I Singapore, så man oplever, hvor godt man har det! Der er ikke mange på gaden og tikke, men når vi møder dem, så er det oftes mennesker, som har et handicap (og ikke stofmisbrugere). Vores piger kan ikke få sig selv til bare at gå forbi, og de vil så gerne give dem en lille mønt for at hjælpe dem med et måltid mad…

Lige på det punkt føler jeg, at vi I det mindste har gjort lidt rigtigt med opdragelsen af vores børn! En forståelse for, at alle ikke har det lige så godt som os – og empati nok til at finde glæde ved at hjælpe dem! (De ved godt vi desværre ikke kan hjælpe ALLE, men dem vi hjælper, får da lidt).

Jeg har set på Facebook, at der findes grupper, hvor man kan hjælpe danskere her i julen, som ikke har så mange midler. Det har jeg sat mig for, at jeg skal i år! Det kan være med f.eks. et par julegaver til deres børn eller jule-guf/mad til juleaften. ❤️

Gør I noget for andre? Det behøves jo ikke at koste noget! ❤️❤️❤️ #næstekærlighed

 

Jul – samt Nytår i Singapore!

jul-i-singapore

Ja, det prøver vi i år.. ! Og jeg glæder mig faktisk til det. Det er naturligvis trist, at vi ikke skal være sammen med familien i Danmark, men jeg ser også frem til at prøve at holde en lille intim jul – kun os 4.

JUL

Normalt holder vi jul sammen med vores familie i Danmark, skiftevis hos mine svigerforældre og hos min mor. Men i år er vi helt alene! Så det bliver FØRSTE gang, at jeg skal stå for al julemaden! Puha sikke en prøve..! Det SKAL jo lykkes! Vi har holdt jul en gang for familien i 2012, og der var det så min kære afdøde far, som stod for maden, men denne gang er det helt på egen hånd!

Derudover SKAL vi have et juletræ. Det kan man bestille igennem Sømandskirken hernede. Men vi må se om vi hopper på et juletræ i plastik, det troede jeg så aldrig ville komme inden for mine døre, MEN man bliver lidt påvirket af at have set julen hernede de sidste par år. (Meget plastik-fantastisk!) Desværre har vi alt vores juletræspynt hjemme i DK på loftet i vores hus (som er lejet ud), fordi vi kun forventede at skulle bo hernede i 2 år og hjem hver jul. Men det blev ændret! Så nu må vi være kreative med pynten!

Vi er netop vendt hjem fra en lille ferie i Danmark hvor vi var til bryllup, og der fik jeg købt lidt dansk jule-guf og grødris, så er julen jo næsten reddet!

Jeg er sikker på, at julen 2017 bliver en juleaften, vi altid vil huske!

NYTÅR

Vi er så heldige, at vores søde venner fra DK rejser hele vejen herned for at holde nytår sammen med os. De ankommer et par dage før nytår sammen med deres børn. Min opfattelse er, at der ikke er MEGA gang i den hernede til nytår – det er blandt andet ulovligt at fyre fyrværkeri af. Regeringen fyrer en masse flot fyrværkeri af i det centrale Singapore ved midnat, men det er så også det! Så der bliver lidt anderledes end vi er vant til, men vi skal nok hygge os alligevel. Vi holder nytår med dem hvert år og normalt også sammen med et tredje par. De er i mellemtiden flyttet til New York, og det bliver desværre en ALT for lang tur for dem at komme her til SG, eller for os den anden vej. (bare tidsforskellen er på 12 timer!).

Vi ville egentlig have holdt nytår på Bali. Men da vi var på Bali i sommers besluttede jeg mig for et hotel, som jeg absolut VILLE bo på næste gang. Og desværre var vi for sent ude med bestilling til lige det hotel omkring nytår. Vi har boet i 3 forskellige huse på Bali, og det er bare ikke mig med de “kryb” man kan møde. Husene er lidt for åbne til mig, selvom det er en rigtig stor oplevelse og en ægte Bali-stil, men nu har vi prøvet det. Vi kunne i stedet få værelser på hotellet den 2. januar, så vi napper et par dage på Bali der, sammen med vores venner. Dejlig start på et nyt år!

Hvis vi flytter tilbage til DK til sommer (Læs mit tidligere indlæg her!), er det jo også en hyggelig måde af “afslutte” vores eventyr på, med jul & nytår i Singapore.

Jeg glæder mig til en anderledes jul & nytår, selvom familien helt sikkert vil blive savnet! ❤️

 

Hvad er jeres plan? Hvornår flytter I hjem?

thumbnail_img_7554

Det er et spørgsmål vi ofte bliver spurgt. For det meste fra søde folk der savner os hjemme fra DK. ❤️

MEN vi ved det ikke!! Vi tager en dag af gangen, for det bliver vi lidt nødt til. Vi var jo for hurtige til at melde ud, at vi skulle flytte til Schweitz, som vi så ikke ville lige nu alligevel. Expat-livet kan til tider være ret “løst”… Et liv jeg inden vi flyttede til Singapore SLET ikke kunne forstille mig. Jeg havde det godt i mit lille hus i Smørum, (Sjælland) og der skulle vi være til vi blev gamle!

Vi har ikke solgt vores hus, da det er lejet ud. Jeg var ikke klar til at slippe det helt, da vi flyttede. Som sagt – det var jo HUSET og vores fremtid skulle være der! Men efter vi havde været hernede i godt 1 1/2 år, så fik huset en anden plads hos. Jeg kunne tage afstand til det på en måde, som jeg ikke havde regnet med, og det var ikke nødvendigvis lige det hus vi skulle tilbage til! Vores hus og naboer var noget af det, som jeg havde sværest ved at forlade ved at flytte fra DK, så det var underligt pludselig at være ok med ikke at skulle bo der igen. Nu har jeg været ude og opleve, at der også er andre områder, hvor man kan bo dejligt og møde nye søde mennesker. Lige nu tænker vi dog at når vi flytter hjem, så bliver det til at starte med i vores hus, og mærke efter om vi kan finde os til rette i rolige Smørum, frem for at bo i en storby som vi gør nu.

Celina spurgte den anden dag om vi ikke kunne blive I Singapore indtil sommeren 2019, da hun også gerne ville prøve at gå på den nye campus (en helt ny skole, som er ved at blive bygget), da de har “lockers” (I ved, de der skabe på skolen, hvor man kan ligge sine ting ind i og låse, som i alle de amerikanske film). Det var noget af en overraskelse for indtil nu, har det primært været Celina, der ville tilbage til Danmark!

Vi taler meget åbent med pigerne om, at vi ikke ved, hvornår vi vender tilbage til DK. Eller om det måske bliver et andet sted i verden. Jeg synes faktisk de tager det lidt rodede liv pænt! Maya har aldrig brokket sig, og sagde her den anden dag “Bare vi ikke flytter til Nordpolen, så er jeg ligeglad hvor i verden vi bor”.

Lige nu når jeg ser billeder på Instagram med ild i pejsen, og levende lys i stuerne. Så savner jeg da lidt den hyggelige tid DK går i møde nu. Vi får dog selv et lille snus af det her om et par dage, men kun for et kort visit.

Og igen opfordring til alle endnu engang, hvis I nogensinde får tilbuddet om at komme ud som expats, så sig JA! Hop ud i det, og jeg vil næsten love jer, at I ikke fortryder det. Om det så bare er for 1 år, for det giver så meget i livets rygsæk med disse oplevelser. Vi har alle 4 lært meget på flere planer!

Men lige nu!!! (Og det kan laves om 100 gange!) Så er planen at vi flytter hjem til Danmark Juli 2018. Hjem til vores hus i Smørum. (Men det kommer også an på udviklingen med Michaels arbejde, så når der er mere vished omkring det, så beslutter vi, hvad der skal ske.) ♥

God onsdag derude…!

Camilla  ❤️

 

 

17 dage til vi rejser til Danmark… !

thumbnail_img_8359

Ikke at jeg tæller – tæller. Jeg synes jo lige vi er kommet tilbage til Singapore efter en lang sommerferie i DK. Jeg er laaaang tid om at komme over de 6 timers jetlag. Og når vi så rejser her i Oktober er der 7 timers forskel! Nå men vi skal hjem til noget godt.. Michaels ene lillebror skal giftes! ❤️ Hvem elsker ikke bryllupper!? Vi er kun hjemme i 2 1/2 uge, og så kommer vi først hjem igen til Juli 2018. Vi ved endnu ikke om det bliver for at blive i DK eller om vi bliver boende her i Singapore! Vi tager en dag af gangen. (Sådan er expat-livet nok nu engang.)

Det er lang tid siden jeg har haft skrevet herinde, men føler måske at luften gik lidt af ballonen for mig. Det er jo ikke ment som en rigtig blogger side, hvor jeg informerer om lækkert tøj eller andet. Så det har også været begrænset, hvad jeg har kunne skrive om. Vi oplever jo ikke noget nyt HELE tiden, som vi gjorde i starten. Så tænkte, hvem gider at læse om vores liv hernede, men flere og flere spørger på en opdatering, så nogle synes åbenbart stadig vores liv i Singapore er interessant – Tak fordi I følger med!

Vi havde 8 ugers sommerferie i Danmark, det er første gang vi har prøvet det. Jeg synes faktisk det var lidt hårdt. For det første fordi vi ikke bor for os selv (vi bor hos Michaels forældre), men også fordi vi kommer midt i sommerferien hvor folk jo er ude og rejse og nyder deres ferie, så det var også noget af et puslespil at få set alle! Derudover havde vi måske 5 virkelig gode dage med sol imens vi var der. Den ene dag var jeg på stranden med min veninde Julie og vores piger. Jeg var så den eneste af os der ikke hoppede i badetøj, jeg synes det var ALT for koldt! (Selvom det faktisk var en okay god dansk-sommerdag.). Ja, man vænner sig altså til, at 30-35 grader er normalt.! (.. og til at være lidt svedig HELE tiden..)

Da vi kom tilbage til Singapore, havde vi en lille uge inden pigerne skulle starte i skole igen. Celina er startet i Grade 5, og Maya i Grade 3. På GESS (pigernes skole) mikser man klasserne rundt hver anden sommer. (Man får 2 år med den samme klasse inden den bliver blandet). I år skulle begge pigers årgang blandes, og de var noget spændte! Klasserne får ny lærer hvert år, så de er vant til der sker lidt nyt, men nye klassekammerater er selvfølgelig spændende. De får en ønskeliste fra læreren, hvor de kan skrive 5 navne ned dem de ønsker at komme i klasse med, og så får man altid 1 fra sin liste! Begge piger fik nogle fra deres liste. Så de var glade ❤️

Det har været en super god start på skoleåret for begge piger, de er glade, glade for deres nye klasse, nye lærer og at være tilbage i Singapore. Celina sagde den anden dag at det i år har været den bedste skolestart. (Det er 3. år vi er her.) Det varmer mit hjerte, at de er faldet så godt til hernede. Maya faldt godt til fra dag 1, hun har ikke gået i skole i DK og havde ikke på samme måde som Celina et stort netværk af venner der hjemme.

Celina havde før sommerferie meget hjemve. Hvilket jo er helt normalt, og det var kun i perioden lige inden sommeren, at det var virkelig slemt. Jeg panikkede selv lidt over det, for det var ret slemt.. MEN hun kom over det igen efter et par dage hjemme i DK i sommerferien. Så glædede hun sig til at komme tilbage til Singapore. Jeg har efterfølgende tænkt, at det jo er klart hun også får nedture. Jeg havde nok selv 3 af slagsen på samme år! Ja, selvom jeg elsker at være her, så savner vi alle en del af Danmark. En af mine vinder har været ude i 8 år nu (som expat i flere lande), og hun siger det er HELT normalt at disse nedture kommer i tide og utide!

Men nu er vores kufferter fundet frem igen, og jeg er så småt ved at finde vintertøjet frem. Hvad kan pigerne passe og hvad skal vi ud og have købt igen osv. De vokser jo hurtigt, og når man kun bruger vintertøjet 1 gang om året er det begrænset, hvad de kan passe. Vintertøj er jo ikke det vi bruger mest af hernede! Jeg har selv måtte købe et par striktrøjer, selvom jeg heldigvis ikke er vokset ud af mine – men jeg er lidt træt af at se mig selv i det samme tøj hver gang vi er hjemme. ! – Og ja, jeg er i god tid med at pakke – det er jeg hver gang vi rejser, jeg gør det til et lille hygge-projekt.

Så DK vi ses om 17 dage – eller faktisk 18 dage for vi skal jo lige have klaret en flyvetur på 12 1/2 time før vi er fremme!

Camilla ♥

 

Snart Danmark.. !

singapore-dansk-expat

Så er det igen lidt tid siden I har hørt fra mig. !

Der har været lidt run på her det sidste stykke tid, jeg er jo en del alene, da Michael rejser meget til Europa. Ja og nu er jeg så småt begyndt at pakke, da vi i morgen rejser til lille skønne Danmark. Det ser jeg denne gang rigtig meget frem til.

Vi rejser hjem ca. hver halve år og genser venner og familie. Men på det seneste har ønsket om at komme hjem og hilse på og få et par krammere været større end tidligere. Vi runder lige om lidt 2 år her i Singapore, og jeg ELSKER at være her! Elsker at alting bare fungerer, man føler sig tryg og så nyder jeg varmen. (Selvom 33 grader hver dag året rundt godt kan blive lidt varmt!) – kan man ønske 25 grader, tak! (Luksus problem – ved det!)

MEN jeg har haft lidt nedtur på i den seneste tid! Fik pludselig en ensom følelse og kunne ikke rigtig finde ud af, hvem der var mine “rigtige” venner hernede, da man af naturlige årsager ikke har haft så mange år sammen. (Ønskede de at være sammen med mig fordi de nød mit selskab – eller fordi jeg var “mangel på bedre”. )

Jeg havde også et stort savn til Michael som denne gang havde været væk i 4 1/2 uge. De 3 veninder jeg ses mest med hernede var optaget – 2 af dem var i DK, og 1 havde besøg hjemmefra, så jeg var pludselig uvant meget alene.

Vi er super glade for at bo her i den “nye” lejlighed, som vi flyttede ind i i januar. Vi nyder at have et stort pool-område, lille fitness center og at vi bor SÅ centralt (der er kun 1 km. ind til centrum af Orchard Road).

Men med alle de tanker havde jeg lige et par dage, hvor jeg bare lå og stirrede ud i luften og ikke følte mig glad! Alt faldt bare sammen! Når man er SÅ langt væk fra familie og venner, så kan de helt små ting betyde MEGET for en. (Vi har 12 1/2 time i fly, så man kommer ikke bare sådan lige forbi DK, når det hele lige er lidt besværligt).

Og for at det ikke skal være løgn, så havde Celina også lige en nedtur, som hun ellers ikke har haft siden vi rejste fra Danmark i vinters. Hun havde ikke sagt et ord om Danmark, men lige pludselig savnede hun alle sine venner i Danmark og så ville hun bare tilbage til Danmark og bo. (Så jeg skulle prøve at få styr på hendes nedtur og min egen oven i.)

Oprindeligt var planen, at vi skulle være her i 2 år! Det er der gået nu, så på en måde ville det være fint og afslutte eventyret nu bare værdsætte de oplevelser, som vi har fået. MEN på den anden side føler jeg ikke, at eventyret kan være helt slut endnu! Pigerne lærer SÅ meget om andre kulturer, om at give noget til dem som intet har, de lærer en masse i skolen og så lærer de jo engelsk 100%. ! Jeg lærer også selv meget mere end jeg havde troet og turde håbe på – om andre, om mig selv og sproget hver dag. Oplevelser jeg er ked af, at jeg ikke fik som ung. (Ja ung – nu runder jeg jo snart de 39 år! – Puha!).

Vi ved endnu ikke, hvornår vi vender snuden mod DK for at blive. Som jeg har sagt til flere hernede, så tager vi en dag af gangen, og vi kan i princippet selv vælge.

Men nu tæller vi som sagt ned til DK.. om 2 dage lander vi! Wiiiiiii! Der er ingen tvivl om, at vi alle glæder os! Vi skal være der i 7 1/2 uge. Det er første gang vi prøver at være på ferie i DK i så lang tid! Så find lige det dejlige dansk sommervejr frem, med blå himmel sol, 25 grader & frisk luft – og lange sommernætter for guds skyld! JA tak!

Camilla ♥

 

Older posts